91.700 kr. sikrer samlingssted for Greve Kommunes ældre

En donation fra TrygFonden sikrer, at Klub Lang i Karlslunde kan holde sine gratis aktiviteter for ældre kørende frem til 2027.
I kantinen på Plejecenter Langagergård i Karlslunde samles ældre hver dag i Klub Lang for at spille, læse aviser og hygge sig med hinanden.
Klubben har netop fået 91.700 kroner fra TrygFonden. Pengene skal holde aktiviteterne i gang helt frem til udgangen af 2027.
Kassereren Eric Lerche er glad for, at det gratis tilbud til de ældre kan leve videre.
“Jeg synes, det er vigtigt, at der er sociale og kulturelle tilbud til seniorer i kommunen, og derfor er vi i bestyrelsen meget taknemmelige for den flotte donation. Den betyder, at vi fortsat kan tilbyde aviser, deling af bøger og sociale sammenkomster til alle, som gerne vil møde andre og tilbringe nogle hyggelige timer sammen. Det kan forhåbentligt være med til at mindske ensomhed og give glæde i hverdagen,” siger han i en pressemeddelelse.
Gennem de seneste tre år har stedet fungeret som mødested for kommunens seniorer.
Ud over det sociale kan deltagerne også komme til møder og foredrag. Her inviteres blandt andre lokalpolitikere, forfattere og andre spændende personer til at berette om deres liv og karriere.
Det næste kommende arrangement finder sted 12. august, hvor borgmester Pernille Beckmann gæster klubben. Hun vil fortælle om borgmesterhvervet og om sine visioner for Greve Kommune.
Bag donationen står TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der ønsker at give ældre en tilværelse med høj livskvalitet på deres ældre dage.